Ifølge Wikipedia bruges betegnelsen “ingenmandsland” om et område mellem to stater eller langs fronten mellem to krigsførende magter.
Ingenmandsland er også det sted, der udgør overgangen mellem at være barn og voksen.
Ingenmandsland er teenagerland. Et Narnia, som vi forældre ikke længere kan betræde.
Det er en voldsom og indimellem farefuld rejse vores teenagere begiver sig ud på.
Som forældre vil vi gerne pakke deres rygsæk med et landkort, hvor de sikre stier er udstukket. Vi forsøger at snige lidt af vores livserfaring, lidt sund fornuft og rationel tankegang ned i rygsækken, som allerede bugner af den entusiasme, selvtillid, mod og de store tanker, vores teenagere i hast har smidt derned.
Vores teenagere tripper utålmodigt, klar til at rejse ind i ingenmandsland, klar til at erobre og gøre sine egne erfaringer. Vores tilbud om hjælp afvises – vores teenagere vil selv, for kun derigennem kan de øve sig på det, der ligger forud.
Vores formaninger sættes ud af spillet. De eneste vores teenagere lytter helhjertet til er andre teenagere. Kun andre teenagere kan inspirere, forstå rejsens betydning og storhed – sammen udgør de en rejsegruppe, vi forældre ikke er en del af.
Vi går fra at være fortælleren til at være lytteren. Det er ikke længere os, der skal fortælle om ingenmandsland og landet på den anden side. Vores opgave er lytte til vores teenagers rejsebeskrivelse, uden fordømmelse og formaninger.
Vi kan give dem et kompas med på rejsen, som vi kan håbe på de aldrig får brug for, men som, hvis de virkelig mister orienteringen, kan bruges til at finde hjem igen.
Men i sidste ende er vi nødt til at give slip og lade vores barn rejse afsted. Bare rolig, de skal nok ringe hjem undervejs.
Som coach kan jeg sammen med jer forældre, eller jeres teenager, forholde mig nysgerrig til det indhold der pakkes i rygsækken, således at I bliver bevidste om det I hver især bidrager med til den spændende rejse i ingenmandsland.
