kid and computerBørns brug af interaktive skærme som legetøj og læringsredskab, debatteres flittigt i medierne.

Med iPad’en, smartphones m.v. har vi fået et læringsmedie, som børn kan bruge selv fra en tidlig alder. Der er skrevet meget om, hvorledes de elektroniske redskaber påvirker børns motoriske og hjernemæssige udvikling i negativ retning.

Vi taler om en generation af “digitalt indfødte”. En generation, der interagerer og socialiserer sig via de social medier. En generation, som formår at betjene sig af de muligheder, den elektroniske verden tilbyder. En evne og nogle færdigheder, der efterlyses i erhvervslivet.

Den stigende brug af digitale medier frygter jeg vil resultere i, at vi også skaber en generation, hvor risikoen for at udvikle social angst er stigende.

Jeg oplever små børn i børnehavealderen foretrække de interaktive skærme, frem for rolleleg og kreative udfoldelser. Leg er blevet noget, der foregår via downloadede programmer.

Teenagere kan sidde overfor hinanden, og hver især har de travlt med at uploade billeder og kommentarer på Facebook, Twitter og andre sociale medier. Selv om de sidder mindre end en meter fra hinanden, er den direkte kommunikation erstattet med “likes” og elektroniske formidlede kommentarer.

Det er de færreste aldersgrupper, der i dag kan sige sig fri for at bruge en betydelig del af deres liv online.

Det skønnes, at mellem fem og syv procent af alle mennesker i skrivende stund lider af social angst i mere eller mindre alvorlig grad.

Personer der lider af social angst, eller socialfobi som det også kaldes, er angste for at være sammen med andre mennesker, og er tilbøjelige til at trække sig fra socialt samvær. Selv om de har stor lyst til at være sammen med andre, føler de sig kejtede, klodsede og forkerte, og er bange for hvad andre tænker om dem.

I værste fald kan man være så hæmmet af sin angst, at man ikke kan klare uddannelse og jobs, hvor man skal være sammen med mange mennesker.

Hvis vi ikke indimellem beder vores børn og unge slippe deres iPads og mobiltelefoner, hvorledes skal de så lære at kommunikere med det menneske, der står overfor dem, uden angst? Hvorledes skal de lære at indgå i sociale sammenhænge IRL, som det skrives – for selv vores sprog forflades i den elektroniske verden.

image_pdfimage_print