1378868_56584359I min profession forsøger jeg,at respektere, at vi terapeuter er lige så forskellige som mennesker er flest. Jeg har stor forståelse for, at vi har forskellige tilgange til metoder, og vi har forskellige syn på parforhold, seksualitet og kønsproblematikker.

Jeg ved fra mine egne publikationer, at vi er nødt til at bruge den brede pensel og generalisere. Jeg plejer heller ikke som professionel at kommentere på “kollegaers” udtalelser, omend jeg som privat person ofte ytrer mig.

“Plejer” er som bekendt død, og i dag gør jeg en undtagelse og griber til tasterne. Ukollegialt, måske men jeg er stødt på mine feministiske manchetter.

En mandlig kollega hævder, at vi kvinder jagter “det perfekte look” og bruger masser af tid og penge på at være “toptunede-slanke” og på at “gå i dyre mærkevarer og se så unge ud som muligt”. Med vores dyrkelse af vores krop og forsøg på at “fjerne alle tegn på aldring flasher vi vores mindreværd, usikkerhed og manglende tillid til livet og vores eget værd”.

Vi, eller rettere de omtalte kvinder, får så også lige den insider-viden fra denne her mand om, at mænd slet ikke tænder på den type kvinder. Næ, mænd vil have “bollehåndtag, stor røv og store bryster. Kvinder der elsker sit indre erotiske væsen, elsker sig selv indefra helt nede fra ur-kussen og ud gennem øjnene”.

“Bollehåndtag” er et begreb, jeg kun har hørt mænd omtale, de ekstra kilo de har i livet, men i ligestillingens navn så accepterer jeg at mine ekstra kilo på sidebenene får denne betegnelse. Jeg er så på den grønne gren, for jeg er jo åbenbart en eftertragtet kvindetype, der lever op til mændenes ønskeideal. Fitness, mærketøj og botex har ikke indfundet sig i min verden, og mit selvværd skranter kun et kort øjeblik i ny og næ, nå alderen besværliggør de udfordringer jeg står overfor.

Jeg luller nu ikke min erotisk buttede kvindekrop ind i en illusion om, at mine slanke, veltrænede og velplejede medsøstre lever dette liv for at kompensere for manglende selvværd og selvtillid. Selvfølgelig er der kvinder, der via plastikoperationer, mærkevarer mv. forsøger at booste selvværdet, men jeg vil hævde, at de ikke udgør fleretallet.

Jeg vil vove den påstand, at min mandlige kollega har fået helt galt fat i nutidens kvinde. Dagen kvindetype er et udtryk for, at vi netop tør udtrykke os selv og vores personlighed. Vi har taget ejerskab over vores krop og udseende. Vi går ikke op i vores udseende og fremtoning for at kapre en mand, vi gør det for vores egen skyld.

Nutidens kvinder har en power som tidligere generationer af kvinder har banet vejen for. Mændene har desværre ikke haft lignende frontkæmpere for deres køn, som vi kvinder har. Kønskampen har ikke været så revolutionerende på mandefronten, som på kvindefronten. Er det der vi skal finde forklaringen på den, hos nogle mænd, undren og til tider mangelfulde indsigt i nutidens kvinder?

Kald mig optimist eller naivist, men jeg tror, at det er de færreste mænd, der føler sig provokeret og udfordret af nutidens kvindetype, og som forveksler kvinde-power med manglende selvværd.