under-the-molecule-oxytocin-bannerHvem har ikke prøvet af være forelsket?

De fleste af os kender den euforiske fornemmelse. Hjertet der slår lidt hurtigere, den sitrende spænding i kroppen, når man er forelsket. Alt er nyt og spændende. Men lad os indrømme det – forelskelse er et underligt følelsesmæssigt limbo mellem eufori og vanvid.

Forelskelse er for mange af os, både livsbekræftende og angstprovokerende. Tør man, eller tør man ikke overgive sit til forelskelsen. Man risikerer jo at blotte sit inderste og ende med at blive såret. Men samtidig er den så forførende og lokkende, den der forelskelse. Igen og igen lader vi hjerte styre og overgiver os til vanviddet. For forelskelse  er jo ”a matter of the heart”… eller er det?

Det er nok de færreste der tænker over, at når vi er forelsket, er vi underlagt  hjernens kemi. For det er nemlig hjernen og ikke hjertet der er på spil, når vi forelsker os. Forskning har vist, at forelskelse ikke blot er et udslag af romantiske forestillinger om kærlighed, overleveret gennem litteraturen mv.. Men er, et resultat af et samspil mellem dele af hjernen, hormoner og neurotransmittere.

Forskere, som Donatella Marazziti, Helen Fisher, Semir Zeki m.fl. , har fundet ud af at forelskelsen primære formål er, at slå forstanden fra. Det er nødvendig for, at vi kan fokusere på én bestemt person og for ,at vi ikke bliver for rationelle og analytiske i vores tankegang: ”Passer vi sammen? Har vi overhovedet nogen fremtidsudsigter sammen?”

Jeg må tilstår, at da jeg var forelsket i min mand, blev jeg generelt meget opmærksom på mænd omkring mig. Pludselig vrimlede der med skønne mænd, som med garanti ikke var der, da jeg ikke var forelsket. Men fælles for dem alle, var at ingen af dem kunne måle sig med ham, som jeg var forelsket i. Alle mine tanker og følelser var rettet mod ham. Min realitetssans, min analytiske sans, alt druknede i forelskelsens ocean.

”Synderen”, eller i hvert fald den kemiske forklaring på ovenstående, er det ændret indhold af serotonin og dopamin i hjernen, når vi er forelsket.

Donatella Marazziti arbejdede med mennesker der havde OCD, da hun blev opmærksom på,  at forelskede mennesker havde en adfærd, som mindede om den hos mennesker der led af tvangstanker, og hun besluttede sig for at undersøge det nærmere. Donatellas forskning viste, at hos forelskede mennesker faldt serotonin niveauet med op til 40 procent, hos både mænd og kvinder. Jo lavere serotonin jo mere fokuserer vi på vores følelser og går i selvsving.

Det lave serotonin indhold får kroppen til at producere dopamin, som er et af hjernens belønningsstoffer. Dopamin er det stof som narkomaner fremkalder kemisk, når de fix’er. Dopamin gør os ”høje”. Det er derfor vi kan være vågen en hel nat og alligevel gå på arbejde næste dag, når vi er forelsket. Det er også derfor vi ændrer personlighed og får abstinenser, når vi ikke er sammen.

Donatella opdagede også, at stresshormonet kortisol steg hos forelskede mennesker. Det øgede indhold af kortisol gør at både mennesker og dyr bliver mere social opsøgende. Hvilket, set ud fra et naturvidenskabligt perspektiv, er nødvendigt for at reproducere os selv.

Vi kan altså konstatere, at teknisk set er vi under indflydelse af stoffer, og decideret utilregnelige i forelskelsesfasen. Personlig giver det et lidt formildende skær over det vanvid, jeg befandt mig i under mine forelskelser.

De tre hormoner hjælper os altså til at fokusere al vores seksuelle energi på den ”eneste ene”, længe nok til at sikre reproduktionen af menneskearten. Ikke videre romantisk, men det er kemiske processer sjældent. Mon ikke de fleste af os kan nikke genkendende til den adfærdsbeskrivelse, som forskerne hævder er kemisk betinget. Mange af os kan også nikker genkende til, at vores seksuelle energi, vores lyst til hinanden, fyldte mere, da vi var forelsket.

Den øget seksuelle drift hos os, har forskerne også fundet kemiske forklaringer på. En af disse forklaringer synes jeg er interessant.

Mange par oplever, at kvindens sexlyst falder i takt med at forelskelsen forsvinder, hvorimod mandens sexlyst forbliver uændret. Som sexolog er jeg indimellem blevet spurgt, både af mænd og kvinder, om forelskede kvinder ubevidst foregiver en større sexlyst, end de egentlig har.

Selvfølge forekommer det, at kvinder, såvel  som mænd, foregiver en større lyst end de reelt føler, men forklaringen skal ifølge forskerne findes et helt andet sted, nemlig i vores produktion af testosteron.

Forskere har lavet undersøgelser, hvor de målte indholdet af testosteron hos mænd og kvinder. Det interessant var at hos kvinder steg indholdet af testosteron, hvorimod mænds naturlige indhold af testosteron faldt i forelskelsesfasen. Lidt firkantet betragtet, kan kan man måske slippe af sted med, at hævde vores kroppe ikke er helt ærlige omkring vores naturlige seksualdrift, når vi er forelsket. Sandheden er snare at vores seksualdrift søger at matche hinanden, når vi er forelsket ved, at mændenes lyst falder og kvindens stiger. Det er vigtigt, at vi har i mente, at seksualdrift, er individuel. Både mænd og kvinder kan have høj eller lav seksualdrift.

Forelskelsesfasen varer ifølge forskerne mellem 2 og 12 måneder. Længere tid kan kroppen nemlig ikke holde til at være i denne stresslignende tilstand, som forelskelsen er. Vi kan altså ikke, hvor meget vi ønsker det, fastholde en forelskelse over en længere årrække.

Helene Fishers studier viste, at i takt med at mængden af dopamin forsvandt, erstattedes den af hormonet oxytocin, også kaldet kærlighedshormonet. Oxytocin har indflydelse på vores evne til, at danne varige bånd med et andet menneske.

Niveauet af oxytocin har vi selv indflydelse på, idet stoffet frigives i hjernen, hver gang vi gør noget der er godt for os. Noget så simpelt som et knus frigiver oxytocin, men vil vi have en ordentlig dosis, skal vi dyrke sex. Sex er den aktivitet der nemmeste og hurtigste, udløser den største mængde oxytocin.

Jeg hører indimellem par sige, at de har for travlt til at dyrke sex i hverdagen. Efter en tid uden sex, oplever mange par, at de mister følelsen af nærhed og intimitet. Hvilket påvirker deres lyst til at dyrke sex. Det er en ond cirkel, da netop sex er den hurtigste og stærkeste lim til at binde os sammen som par, pga den store mængde oxytocin der frigives under sex.

Vi kan altså ikke fastholde forelskelsen, men vi kan bidrage til kærligheden i parforholdet ved at give dyrke intimiteten; huske at kramme, kysse og elske.

Forsøg med mænd og oxytocin har vist, at mænd der fik et pust af oxytocin i næsen, fandt deres kærester mere tiltrækkende. Inden nogen bestiller tvivlsomme oxytocinspray hjem over nettet, skylder jeg at nævne, at oxytocin kun virker forstærkende på allerede eksisterende følelser, og kan ikke fremprovokere følelser der ikke er der.  Jeg tror også at det er de færreste mænd, der vil bryde sig om at kæresten forsøger at snige sit til at give ham et pust, imens han sover.

Hvis vi gerne vil have vished for om vores kæreste elsker os, så er der et andet kneb vi kan benytte os af. Cher synger: ”If you wanna know if he love you so, it’s in his kiss” – det er dog ikke helt sandt. Der er ved, at se kæresten dybt i øjnene, at vi kan finde svaret. Vores pupiller udvider sig nemlig, når vi ser på den vi elsker.

Der er blot et lille minus ved denne test. Det samme sker nemlig ved følelser som panik og angst.