Kærlighedens sprog.

flagHar du indimellem følt dig skuffet, eller såret, over at din partner ikke reagerede som du forventede, når du har vist din kærlighed?

Ønsker du at din partner fortæller noget oftere, at hun elsker dig?

Har du afvist din mands kærtegn og dybe kys, fordi du tror det er en opfordring til sex?

 

Vi har alle en eller flere måder vi viser kærlighed på. Ved at se på, hvordan vi selv viser vores partner at han er elsket, kan vi afdække vores kærlighedssprog. Vores eget kærlighedssprog er også det, vi måler kærligheden på fra vores partner. Hvilket er en af årsagerne til, at vi ofte går skævt af hinanden.

Sandsynligheden for at ens partner faktisk viser sin kærlighed,uden at det bliver bemærket er stor. Vi opdager det ikke, fordi ens partner benytter et kærlighedssprog, der er forskelligt fra ens eget kærlighedssprog.

Min mand er, eller retter var, sød til at komme med blomster. For ham var blomster en måde at sige ”jeg elsker dig” på og han forventede ubevidst at de blev modtaget i denne ånd. Jeg må tilstå, at jeg slet ikke værdsætter at få blomster, og jeg har med garanti ikke reageret, som min mand havde håbet på. Jeg var dog klar over, at blomsterne var et udtryk for min mands kærlighedssprog og begyndte derfor at købe blomster til ham, noget han sætter stor pris på.

Et andet af min mands kærlighedssprog er at gøre ting for mig. Jeg lader ofte min mand gøre ting, som jeg praktisk talt selv kan gør, fordi jeg ved at det betyder noget for ham, at gøre disse ting for mig.

Jeg rør ofte ved min mand. Stryger han over ryggen, når vi står sammen i køkkenet, giver ham mange kys i løbet af dagen og putter mig ind til ham, når vi sidder i sofaen. Jeg fortæller ham om de ting ved ham, jeg sætter pris på og hvor meget han betyder for mig.  Mit kærlighedssprog er nemlig overvejende fysisk berøring og ord.

Ved at vi er blevet bevidste om hinandens kærlighedssprog, er vi blevet i stand til både at ”tale” hinandens kærlighedssprog og værdsætte det, når vi oplever hinandens kærlighedssprog, selv om det er forskelligt fra vores eget.

Kærligheden har fem primære udtryksformer: Ord – Tid – Tjenester – Gaver – Fysisk berøring 

Jeg tror på at vi ”taler” alle fem sprog. Hvilket kærlighedssprog der er dit og din partneres primære kærlighedssprog, kan I finde ud af ved at inddele dem i prioriteret rækkefølge.

De fem kærlighedssprog:

Ord
Du føler dig attraktiv og elsket, når din kæreste roser dig og fortæller dig i detaljer, hvorfor du er dejlig. Du bliver ked af det, føler dig afvist og oplever dig overset, når din partner glemmer at fortælle dig, at han elsker dig, og når han ikke roser dig.

Din måde at fortælle om din egen kærlighed på, er også ved at bruge ord. Når du er allermest lykkelig og føler dig i dyb forbindelse med din partner, så fortæller du ham om din kærlighed med ord, og bruger tid på at rose ham. Jo mere du elsker ham, desto flere ord bruger du på at ros ham.

Ting, der får dig til at føle dig elsket
– At din partner fortæller dig med ord, at han elsker dig
– Konkret og rigelig ros af dine personlige egenskaber
– Detaljerede beskrivelser af, hvorfor du er dejlig

Tid
Du mærker især din partners kærlighed til dig, når hun tager sig tid med dig. Når hun prioriterer dig som det vigtigste i sit liv, føler du dig elsket. Når hun lader praktiske opgaver ligge, fordi hun vil være sammen med dig, føler du dig elsket.

Når du føler dig elsket af din partner, viser du hende det ved at sørge for at tiden kun er jeres. Måske arrangerer du noget for hende og dig – en fælles oplevelse eller en overraskelse af en eller anden art. Det kan også være at du viser hende din kærlighed ved at fokusere intenst på hende og jer to i en tid.

Ting, der får dig til at føle dig elsket
– At din partner tager sig tid til dig
– Når din partner har stort fokus på dig
– At hun prioriterer oplevelser og samtaler med dig højt
– Når din partner har stort fokus på dig
– At hun prioriterer oplevelser og samtaler med dig højt

Tjenester
Du mærker især din partners kærlighed til dig, når hun gør noget for dig. Når hun hjælper dig med et eller andet hun er god til. Når hun gør noget for dig, føler du, at hun ser dig og har sin opmærksomhed rettet mod dig.

Når du vil vise din partner din kærlighed, er det naturligt for dig at gøre det ved at huske de små ting i hverdagen. Du sætter en ære i at opdage det, når hun har brug for hjælp, og du føler at kærligheden strømmer ud fra dig, når du gør noget for hende.

Ting, der får dig til at føle dig elsket
– At din partner hjælper dig, når hun kan
– Når din partner selv opdager, at du har brug for hjælp
– At hun handler mere end hun snakker

Gaver
Du mærker især din partners kærlighed til dig, når han giver dig gaver. Det behøver ikke være dyre ting, men bare dét at han giver dig opmærksomhed ved at give dig en lille ting, får dig til at føle dig elsket og værdsat. Når han giver dig gaver, føler du, at han har brugt tid på dig og at han værdsætter dig.

Når du vil vise din partner din kærlighed, er det naturligt for dig at gøre det ved at give ham noget. Det kan være noget du har købt eller fundet. Men det kan også være dagligdags ting som for eksempel mad. Når du er i kontakt med din kærlighed til ham, har du ekstra meget lyst til at dele ud af noget værdifuldt.

Ting, der får dig til at føle dig elsket
– At få gaver
– At opleve at der er lagt tid og opmærksomhed i de gaver, du får
– At de gaver du giver bliver modtaget med den samme kærlighed, som den er givet med.

Fysisk berøring
Du mærker især din partners kærlighed til dig, når hun giver den til dig direkte gennem huden. Du føler dig elsket, når din partner rører opmærksomt ved dig og søger kontakt til dig gennem kroppen. Du føler dig attraktiv, når hun viser din krop opmærksomhed. Du føler dig afvist, når din partner ignorerer dig fysisk.

Når du vil vise din partner din kærlighed, er det naturligt for dig at røre ved hende. Du har ikke nødvendigvis behov for at sige “jeg elsker dig” fordi du synes det er meget mere virkningsfuldt, tydeligt og sigende, at du fortæller hende det ved at røre ved hende. Du har lettest ved at tale med hende, når du samtidig har fysisk kontakt med ham.

Ting, der får dig til at føle dig elsket
– At din partner rører ved dig, holder om dig og kysser dig
– Når din partner ser dig med sine hænder
– At hun samtidig lige rører lidt ved dig, når hun fortæller dig noget vigtigt med ord

image_pdfimage_print