Jeg er en stolt curling-forælder

Løvinde og LøveHvornår er det blevet negativt at udvise omsorg for sine børn?

Indrømmet, jeg er træt af, at forældre der kerer sig om deres børns trivsel skal bankes oven i hovedet med, at de er ”overbeskyttende”.

Jeg er træt af, at forældre der forsøger at fjerne de værste bump på deres børns vej, bliver omtalt nedsættende og hånligt i diverse medier som værende ”curling-forældre”.

Betegnelsen ”Curling-forældre” er ikke ny, men blev brugt allerede i 2000 i Politiken og er hentet fra spillet Curling, så lad os starte der.

Curling er en sport, hvor spillerne lader en ”sten” glide ned ad en isbane for at ramme en cirkel, imens såkaldte “fejere” fejer foran stenen. Dette gør dels at stenen curler mindre og derfor ikke har så buet en bane, dels at stenen bevæger sig længere op ad banen, fordi man varmer banen op. Fejningen benyttes til at finjustere stenens placering og man kan både være dygtig og dårlig til at feje.

Curling-forældre er altså forældre der ”fejer” vejen for deres børn, men siden hvornår er det blevet en negativ egenskab?

Mine forældre curlede også vejen for os børn og udkæmpede vores kampe. Datidens mødre blev dog mødt med anerkendelse, når de optrådte som en ”løvemor”. Fædrene fik anerkendende klap på skulderen, fordi de var ”rigtige mænd” der forstod at tage vare på deres familie.

Er forældres fornemmeste opgave ikke, uanset hvilken betegnelse vi udstyres med, at sikre vores børns vej ud i livet bliver så gnidningsløst og let som overhovedet muligt? Et det ikke vores ansvar som forældre, at medvirke til at vores børn kan nå så langt, som det overhovedet er muligt?

Altså curle for dem, så de når sikkert og længst ned ad den lange bane, som kaldes livet?

Der er ingen mennesker der profiterer af ikke at blive mødt på deres følelser og behov. Slet ikke børn, som er i gang med at etablere en grundlæggende tillid til livet, andre mennesker og sig selv. En tillid der etableres ved, at de voksne de er afhængige af, formår at tage vare på dem og give dem en god selvfølelse.

Jeg tror på, at mine forældres curling er grunden til, at jeg netop lærte at udvise empati og omsorg for andre, og især grunden til at jeg lærte vigtigheden af fællesskabet, for curling er jo en holdsport og ikke en individuel sportsgren.

Når curlingforældre omtales, så henvises der ofte til nogle forældres reaktion ved en ”Frost-koncert”, hvor deres børn ikke kunne komme tæt nok på scenen til at høre sangene, eller til nogle uopnåelige dyrekort og andre lignende episoder.

Jeg vil vove den påstand, at det intet har med disse menneskers forældreevne at gøre, men derimod hvordan de som mennesker møder modgang, og især hvordan de håndterer følelser – både deres egne og deres børns.

Når vi mennesker oplever andre mennesker blive uretfærdigt behandlet eller oplever deres sorg, så aktiveres vores spejlneuroner. Det er spejlneuronerne, der gør os i stand til at forstå andre mennesker som individer; hvordan de reagerer og handler. Det er dog ikke hvem som helst, vi spejler os i. Vi spejler os udelukkende i andre mennesker, hvis vi finder dem sympatiske. Jo mere sympatiske, vi synes, de er, desto mere spejler vi os.

Når vi som forældre eksempelvis ser vores barn skuffet eller ked af det, så henter vi følelsen fra vores eget system af, hvordan det var at blive skuffet eller ked af det. Vores reaktion afhænger så af, hvordan vi håndterede disse følelser som barn, og hvilke oplevelser vi har med i bagagen.

Så når vi forældre opfører os tåbeligt, når det drejer sig om vores børn, så er det oftest vores eget ”forsømte” indre barn vi plejer.

Er det hensigtsmæssigt overfor vores børn?

Ikke hvis vi projicerer vores eget indre barns behov over på vores børn, for så anerkender vi ikke vores barn, som det menneske det er, men ser det udelukkende som en kopi af vores eget uforløste barn. Så for vores børns skyld skal vi skille vores egne følelser og behov fra deres og lære vores børn at være i de svære følelser, som det er at være skuffet og ked af det når man er et før-skolebarn.

Selvfølgelig skal vores børn lære at stå på egne ben, men lad dem dog være børn så længe det er muligt. For tro mig, deres selvstændighedstrang skal nok sætte ind. Og først her er det vigtigt, at vi giver slip i tillid til at de kan klare sig.

Vores rolle som forældre er derefter at stå klar med åben favn, når de har brug for en forældres ubetingede omsorg og kærlighed – for det behov vil vores børn have til den dag, vi forældre ikke er her mere.

God sommer

En stolt curling-forælder.


Læs også:
 Selvtillid. selvværd og selvfølelse
Ingenmandsland

 

image_pdfimage_print