Jeg ser dig

imageMedlemmer af de nordlige Natal Stammer i sydøst-Afrika hilser på hinanden ved at sige “Sawa bona”, som bogstaveligt betyder: “Jeg ser dig”.

Hilsen besvares med “Sikhona”, hvilket betyder: “Jeg er her”.

Denne udveksling af hilsner er vigtig, for det betyder, at “indtil du ser mig, eksisterer jeg ikke, og når du ser mig, bringer du mig ind i eksistens.

Denne hilsen blev efterlignet i filmen Avatar, hvor na’vi’erne hilser hinanden med ordene: “Oel ngati kameiei”. I filmen forklares begrebet “jeg ser dig” som at “jeg ser dig, som den du virkelig er”.

Disse hilsner appellerer til mange af os, fordi de taler til det menneskelige behov for anerkendelse. Behovet for at blive set og anerkendt som dem vi er, og med alle de facetter vi hver især rummer.

Hvis du har prøvet at blive ignoreret eller stå udenfor en gruppe, så vil du sikkert give disse afrikanske stammefolk ret i, at følelsen af at “være til” er afhængig af andres anerkendelse af ens person.

Vi mennesker er skabt som sociale væsner, og et spædbarn vil ikke overleve, hvis det kun blev madet og skiftet – det har brug for den menneskelige kontakt, brug for at “blive set”. Et fundamentalt behov flertallet af os bevarer hele livet igennem.

Hvad er det vi kan lære af de sydøst-afrikanske stammer og det fiktive Na´vi folk?

Vi kan lære vigtigheden i at se hver eneste person, vi hilser på i løbet af dagen. Vi kan lære at være til stede i mødet med et andet menneske og udvise ægte interesse for dette menneske, uanset om mødet varer fem sekunder, fem minutter eller fem timer.

Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg tidligere hastede forbi sælgere i gågaden med blikket stift rettet ned i fliserne foran mig for ikke at få øjenkontakt, for øjenkontakt var jo en invitation til yderligere kontakt.

Da jeg tog mig selv i at lave den samme undvigelsesmanøvre ved en “Hus forbi”-sælger, fik jeg en dårlig smag i munden. Her stod der et menneske, for hvem den 20’er jeg desværre ikke havde, betød en forskel, og jeg lod bare som om personen slet ikke eksisterede ved at ignore ham.

Det havde været mere værdigt, både for ham men især for mig og min person, at jeg havde set ham i øjnene, smilet og sagt nej tak, hvis han havde spurgt om jeg ville købe et blad.

Episoden gjorde, at jeg blev mere bevidst om, hvornår jeg ikke “ser” menneskerne omkring mig. Jeg blev opmærksom på hvornår jeg “lyttede” til min datters beskrivelse af hendes dag, med et blik på min mobilskærm, eller svarede min mand i øst, når han talte i vest, fordi jeg havde travlt med lige at skrive på min iPad, samtidig med at vi havde en samtale kørende.

Jeg havde mange episoder i løbet af en dag, hvor jeg ikke var nærværende, og hvor jeg ikke så og anerkendte de mennesker, jeg er så heldig at møde eller have i mit liv.

Jeg besluttede mig for at når mennesker, om det var mine kære eller fremmede, henvendte sig til mig, så ville jeg “se” dem, altså virkelig se dem. Om ikke andet så længe nok til at fortælle dem, at jeg har set dem, selv om jeg måske ikke har mere end fem sekunder, eller fem minutter til at anerkende deres eksistens.

Uanset hvilken begrundelse vi har, så er det mere anerkendende over for et andet menneske at se dem og “sige fra”, end det er at ignore dette menneske.

image_pdfimage_print