TrappeHvordan håndterer du konflikter i parforholdet?

Er du typen der går og smækker med døren, eller er du typen der råber dine frustrationer i hovedet på din partner eller noget helt tredje eller fjerde?

Da jeg var yngre mente jeg at et forhold var sundt, hvis man kunne skændes. Jo ældre jeg blev og jo flere skænderier, min daværende kæreste og jeg gennemlevede, opdagede jeg at skænderier aldrig renser luften, men derimod efterlader ødelæggelse og et gevaldigt oprydningsarbejde i sit kølvand.

Konflikt er ikke tango
Jeg hører ofte udtrykket ”Der skal to til tango” fra folk der har uenigheder. Enten nægter den ene at danse eller så undskylder den anden sig med at de begge var lige gode om det, da de jo begge valgte tangoen.

Lad os slå fast engang for alle, at to personer er i konflikt med hinanden, også selvom det kun er den ene af dem, der oplever konflikten. Så hvis din partner er vred eller irriteret på dig over noget, du har sagt eller gjort, så er I i konflikt– uanset hvordan du oplever situationen og I har begge et ansvar for at løse konflikten.

Forskellen på uenighed og en konflikt.
Dét, der adskiller en konflikt fra en uenighed, er, at mindst én af personerne bliver følelsesmæssigt involveret. I en uenighed kan man godt acceptere hinandens forskellige holdninger og diskutere sagen frem og tilbage.

Konflikten opstår, enten fordi vi tager dét, den anden siger eller gør, personligt og reagerer ved at blive såret, vred eller irriteret, eller fordi vi vælger at gå efter partneren fremfor sagen. Vi bliver personlige og synes det er den andens skyld. Vi begynder at forklare og forsvare os selv og bebrejder den anden. Ingen af os føler os lyttet til eller forstået.

Sådan håndter du en konflikt
Vi styres af vores følelser og derfor er det svært for mange af os, at stoppe op i konflikten og tage en ”time-out” og få styr på de følelser der stritter i alle retninger, men det er det bedste vi kan gøre for ellers risikerer vi at vores følelser kommer til at ligne et sammenfiltret labyrint, uden tydelig indgang eller udgang.

Besind dig
Vi reagerer typisk på konflikter ved at angribe eller undvige. Nogen angriber aggressivt ved at give tilbage af samme mønt eller dét, der er værre. Andre undviger og er konfliktsky ved at lade som ingenting udadtil, mens følelserne raser indeni.

I begge tilfælde vil konflikten optrappes og blive værre.

Det er de færreste af os der opnår det vi gerne vil, når vi handler i vrede og den anden er uforberedt. Så start med at få ro på og acceptèr dine følelser. Det er ok at være vred men det er ikke hensigtsmæssigt at lade den vrede gå ud over andre – uanset hvad der er gået forud – hvis du vel at mærke, ønsker at løse konflikten.

Tag en time-out hvor du lige går væk fra konflikten – eller tillad din partner at gå væk fra konflikten.

Tænk først, og tag så dialogen
Når du er faldet til ro, så prøv at tænke situationen igennem.

Uanset om det er dig der bringer et emne op eller du bliver mødt med et problem, så stop op og tænk grundigt over hvad er der egentligt sket?

Hvad er det du gerne vil opnå ved at tage et emne op med din partner? Hvordan opnår du det resultat du ønsker?

Vær objektiv og lad være med på forhånd at gå i forsvarsposition eller bebrejde partneren. Undgå at generalisere eller over-/underdrive.

Tænk over hvad er det, der har fået dig til at reagere følelsesmæssigt?

Hold det i ”jeg-form” når du taler. Det er vigtigt at vi huske, at vi hver især har vores version af det skete og begge versioner er lige rigtige.

Mange lader følelserne rase i konflikten og det ene ord tager det andet, uden hensyn til at der kommer en hverdag, når konflikten er overstået, hvor de ord der er blevet sagt vil få magt. Undgå at falde for fristelsen for at få sagt ting, hvis eneste formål er at såre din partner i nu´et, for de ord eksisterer også efter konflikten er løst og ord har det med at bundfælde sig over tid.

En konflikt kan ikke vindes – den kan kun løses.
Der er ingen vinder af en konflikt og har vi den overbevisning med os når vi befinder os i en konflikt, så er der større chance for at vi forsøger at nå frem til en løsning.

En løsning er ikke nødvendigvis det udbytte som personen havde for øjet, da konflikten startede.

I bedste fald er der kommet nuancer på problemet og problemet har dermed løst sig selv eller er blevet mindre betydningsfuld.

Nogle gange er løsningen, at beslutte at arbejde på at finde løsninger på de problemer der dukkede op til overfladen i konflikten og andre gange er løsningen ikke den vi ønskede, men den som vi på den lange bane profilerer mest af, uanset hvor smertefuld den virker i situationen.

Vær bevidst om Konflikttrappen

Nogen kender Konflikttrappen fra deres professionelle liv, men de færreste bruger den når det kommer til konflikter i deres privatliv, hvilket er en skam da Konfliktrappen er et fantastisk redskab, både i arbejdslivet og i privatlivet.

Bliver vi bevidste om de forskellige trin i Konflikttrappen så bliver vi bedre til at nedtrappe konflikter.

Konflikttrappen for par:

Konflikttrappen bruges til at forstå, hvorfor og hvordan en konflikt optrapper, og hvad der kan gøres for nedtrappe den igen. Det er vigtigt at forstå, at en konflikt altid vil optrappe og blive værre, hvis ingen tager initiativ og gør noget for at nedtrappe den. Det er meget lettere at håndtere en konflikt, der er på de nederste trin, og meget sværere når konflikten først er optrappet til de tre øverste trin. Det gælder derfor om at få taget hul på en konflikt så tidligt som muligt.

TRIN 1 – UENIGHED (SAGEN)
Det starter med en uenighed omkring en eller anden sag. Hvis parterne kan diskutere sagen uden at blive følelsesmæssigt involveret, opstår der ikke en konflikt. På dette trin har parterne det ok med at være uenige.

Vær opmærksom på den hårfine grænse, hvor uenighed bliver til konflikt.

TRIN 2 – BEBREJDELSE (PERSONEN)
Situationen udvikler sig til, at vi ”går efter manden (eller kvinden) – ikke efter bolden”. Dvs. at vi bliver personlig og synes, det er den andens skyld, at uenigheden ikke kan løses. Begge parter vil forklare og forsvare sig selv og bebrejde den anden. Ingen af dem føler, at den anden lytter eller forstår.

TRIN 3 – FLERE PROBLEMER
Konflikten vil nu optrappe yderligere og tage til i omfang, idet der bliver trukket flere problemer ind i diskussionen. Parterne kommer i tanke om tidligere uenigheder eller konflikter. Tidligere konflikter bruges til at generalisere om, at den anden altid eller aldrig er på en bestemt måde eller gør noget bestemt.

TRIN 4 -SAMTALE OPGIVES
Diskussion har nu kørt mellem parterne gennem længere tid og med flere og flere problemer involveret uden, at nogen af parterne føler sig hørt eller forstået. Til sidst opgiver den ene eller begge at snakke sammen. Indstillingen er, at det alligevel ikke nytter noget, og at den anden ikke er til at holde ud at snakke med eller være i nærheden af

TRIN 5 -FJENDEBILLEDER
Konflikten forsvinder ikke, fordi parterne holder op med at snakke med hinanden. Tværtimod. De vil hver især have behov for at snakke med andre om konflikten – blive bekræftet i, at deres oplevelse af situationen er den rigtige, og at den anden part er forkert på den. De vil snakke med med familie og venner – og der vil typisk være nogen, der holder med den ene, nogen der holder med den anden, og atter nogen der ikke vil involveres eller formår at se sagen fra begge sider.

Der bliver skabt koalitioner og fjendebilleder, hvor ”jeg” er den gode, og ”den anden” er den onde.

TRIN 6 – ÅBEN FJENDTLIGHED
Nu er konflikten rigtig ubehagelig, og der siges og gøres grimme ting. Parterne ser ikke længere hinanden som et par på godt og ondt, men mister medfølelsen for hinanden og reagerer ved at behandle hinanden uacceptabelt.

TRIN 7 – ADSKILLELSE
På dette tidspunkt kan parterne i konflikten ikke længere tåle at være i nærheden af hinanden og beslutningen om et brud er nært forestående, hvis ikke allerede en realitet.

De fleste der når til trin 7 i konflikten, vil have svært ved at se ”trappen” – de befinder sig følelsesmæssigt i en labyrint hvor både indgang og udgang er umulige at få øje på.

Om bruddet er følelsesmæssigt eller fysisk er ikke afgørende – det afgørende er om parterne vælger at forblive på trin 7 eller tager hinanden i hånden og forsøger at samarbejde om at finde ud af labyrinten/ gå ned af trinene sammen.

Valget er dit – du kan kun invitere din partner til at følges med dig – vi kan aldrig tvinge eller tvinges til at følge med.