Scissors cutting paper cut of family / Broken family concept / dSom parterapeut møder jeg primært par, der ønsker hjælp til at blive sammen, men indimellem møder jeg også par som har børn sammen, og derfor ønsker min hjælp til at skilles om ikke som venner så som gode forældre.

De fleste forældre ønsker det bedste for deres børn, og som forældre tror vi ofte, at det bedste for vores børn er, at kernefamilien forbliver intakt. At insistere på at blive sammen udelukkende for børnenes skyld er det mest krævende og ødelæggende et forældrepar, efter min mening, kan udsætte sig selv og deres børn for.

Selv om vi som forældre kunne garantere, at vores børn trives ved at vi blev sammen som par – og den garanti findes unægtelig ikke – bør vi så blive sammen ene og alene for børnenes skyld?

Hvilke signaler og værdier er det, vi giver videre til vores børn og dermed deres fremtidige kærlighedsliv, hvis de vokser op i et hjem, hvor forældrene ikke længere elsker hinanden, men vælger at leve sammen for børnenes skyld?

Som forældre ønsker vi næppe at lære vores børn at tilsidesætte egne følelser af hensyn til andres, men det er det vi lærer dem, når vi tilsidesætter vores egne følelser og bliver i et parforhold for at tilgodese vores børns følelser.

De fleste forældre ønsker at deres børn ”skal forfølge deres drømme”, at ”de ikke skal slå sig til tåls” og ”ikke skal lade sig nøjes” her i livet. Det er dog ikke de værdier de lærer, når de ser at vi som forældre ikke selv lever op til det vi prædiker. For når vi bliver af hensyn til børnene, så er de værdier vores børn spejler sig i nemlig at slå sig til tåls og nøjes med et kærlighedsløst parforhold.

Ønsker vi at lære vores børn, at de virkelige følelser må sminkes for at atmosfæren skal blive tålelig, og kan vi selv opfylde det krav i længden? Jeg har endnu ikke oplevet forældre, der ikke længere elsker hinanden, være lykkelige og tilfredse mennesker i et liv, som de vælger for børnenes skyld.

Jeg har oplevet voksne mennesker affinde sig med skænderier og nedværdigende behandling, fordi det var den form for kærlighed, de voksede om med i deres barndomshjem. Jeg har mødt voksne, som flygtede fra kærligheden af frygt for et kærlighedsliv, som det deres forældre havde. Kvinder og mænd der ikke brød sig om det modsatte køn, fordi de i det modsatte køn så den forældre, de tog afstand fra som barn.

Jeg er den første til at opfordre par – om der er børn involveret eller ej – til at forsøge at genvinde den indbyrdes kærlighed, men er et par først nået derud, hvor alle følelser er væk, og den eneste grund til at blive sammen er hensynet til børnene, så mener jeg at skilsmisse kan være nødvendig for børnenes skyld.

Børn fortjener at vokse op i et hjem med kærlighed, glæde og varme, fremfor i et hjem der er præget af kulde, distance, skænderier og afsavn.

Det vores børn har krav på, er kærlighed. Og det formår vi som forældre kun at give,  hvis vi selv trives i det liv vi lever – også selv om det betyder, at vi må leve hver for sig.