Roser i kirken - bryllup”Vi er vokset fra hinanden”, ”Han er ikke længere den som jeg forelskede mig i”, ”Vi er ikke fælles om noget mere”, ”Jeg elsker hende ikke mere”, ”Jeg kan ikke se mig selv blive i det her forhold”…  Disse sætninger har de fleste af os hørt og nogle af dem har vi måske endda selv udtalt.

Vi forandrer os gennem livet. Ingen af os forbliver den samme, som vi var da vi mødte hinanden og forelskede os. Forandringen sker oftest gradvist, og vi forandrer os ubemærket i takt med hinanden. Men hvad sker der, når vi ikke længere kan opretholde en illusion om, at vi er i stand til at elske i både medgang og modgang, fordi den person som vi lever sammen med, ikke længere er den person som vi gav disse løfter til?

Det er de færreste der mener, at vi skal blive sammen, når kærligheden mellem os er forsvundet. Når vi ikke længere har noget tilfælles, og drømmene om fremtiden forandres og ikke længere ligner dem, vi i fællesskab lagde i tidernes morgen.

Alligevel mødes mennesker med forargelse og åbenlys kritik, når de forlader en samlever eller ægtefælle, der har forandret sig pga. sygdom eller en ulykke. Operachef Kasper Bech Holten blev udsat for en massiv folkelig kritik, i læserbreve og på debatsider, da han i 2008 forlod sin kræftsyge kone, tv-værten Kamilla Bech Holten, midt i hendes kemobehandling. Folkestemningen var overvejende, at Kasper burde have blevet ved sin døende hustrus side.

Onsdag aften var der biografpremiere på Sine Skibsholts dokumentar: ”Dem vi var”, som følger Mette Line og Kristian Boserup, i det første svære år efter Kristian som 39-årig falder om med en blodprop, som bevirker at han bliver delvis lammet og ændrer personlighed.

Dokumentaren er et vidnesbyrd om, hvordan sygdom påvirker ikke blot den syge, men hele familien og de indbyrdes relationer. For realiteten er, at kærligheden, identiteten og de indbyrdes roller ændres, når alvorlig sygdom gør sit indtog i vores liv.

Hvordan håndterer vi alle de følelser der er forbundet med at blive syg, og den vrede der er forbundet med at ens elskede er blevet syg? Hvordan bryder vi det tabu der er forbundet med alle de socialt ”forbudte” følelser vi oplever, når vores liv og drømme for fremtiden kuldsejler?

I et interview er Kaper Bech Holten citeret for at have udtalt: ”Det er ikke kun et spørgsmål om sygdommen, men også om at være ærlig over for et andet menneske. Jeg mener, man udviser størst respekt ved i det lange løb at være nænsom, men ærlig om sine følelser, også de svære. Så må man forsøge, om man sammen kan finde ud af, hvad konsekvenserne skal være af de følelser.”

Der er næppe nogen der er uenig i, at et menneske, der lider af en svær sygdom, har krav på omsorg og støtte, men også på ærlighed og respekt som alle andre mennesker. Gælder det ikke også, når det indebærer, at vi er nødt til at sande, at vi ikke længere føler os tiltrukket af eller elsker det menneske, som sygdommen eller ulykken har forandret vores partner til?

For mange betyder sygdommen, at de går fra at være kærester og elskende til at være patient og plejer i en periode, men for andre er det en permanent forandring, de skal forholde sig til. For mange forsvinder intimiteten og fortroligheden, og de ophører med at være jævnbyrdige sparringspartnere.

Når vi befinder os i en pludselig opstået situation, så tager reptilhjernen over og vi reagerer på en af tre følgende måder: Vi bliver handlingslammet, vi flygter eller vi kæmper. Hvordan vi hver især reagerer ved vi ikke førend vi står i situationen, og selv om vi tidligere har stået i en lignende situation, er det ikke sikkert vi reagerer på samme måde som tidligere.

Det vi kan gøre er at tage stilling.

Personligt ønsker ikke at min mand bliver hos mig af misforstået hensyn. Jeg ønsker ikke at min mand går fra at være min elskede til at være min plejer. Den dag vores forhold ikke længere er jævnbyrdigt, og hvor blot den ene af os ikke finder vores forhold værdigt, så håber jeg at vi har modet til at tage valget og afslutte det – for det er i min optik langt kærligere og mere værdigt at gå fra hinanden, mens vi stadig er i stand til at holde fast i minderne om den kærlighed og de mennesker som vi var, fremfor at blive når kærligheden, og dem vi var, ophører med at eksistere.