Nej!Lad os starte med at slå fast at NEJ betyder altid NEJ!

Ifølge en undersøgelse fra justitsministeriet anmeldes der hver år ca. 3.600 voldtægter begået imod kvinder. Oven i det tal skal der så lægges alle de voldtægter, som ikke bliver anmeldt. Samt de voldtægter der bliver begået imod mænd, for slet ikke at nævne alle de overgreb der bliver begået imod børn, men som juridisk ikke kaldes for voldtægt, om end det i ordets grimmeste forstand er voldtægt.

Ud af de 3.600 anmeldte sager dømmes kun 60 mænd, for ifølge dansk lovgivning er det nemlig ikke tale om voldtægt, hvis kvinden ikke tydeligt har tilkendegivet at hun ikke ønsker sex.

Denne praksis kom igen til anvendelse, da tre unge mænd i fredags blev frifundet i en sag om gruppevoldtægt af en ung pige til en fest. De tre unge mænds forsvarere havde argumenteret at pigens indvilgelse i at have sex med de tre unge mænd, bestod i, at hun ikke havde sagt tydeligt nok fra. Et argument som retten valgte af følge, på trods af at pigen både var beruset og manglede insulin i en grad, så hun ifølge pigens søster stort set ikke var til at komme i kontakt med.

Der er al mulig grund til at se lovgivningen efter i sømmene

I Norge og Sverige er der indført en lov om uagtsom voldtægt, som gør et samleje ulovligt, hvis ikke begge parter åbenlyst har givet samtykke. En sådan lov gør det lettere at afgøre, hvornår der er tale om voldtægt, i modsætning til nu, hvor frygt for vold fra gerningspersonen eller ganske enkelt lammelse af skræk eller indtagelse af alkohol eller medicin – eller undladelse af indtagelse af medicin – kan pacificere den krænkede i en grad, at vedkommende ikke siger fra, hvorved der som nævnt ikke er tale om voldtægt i lovens forstand.

Hvilket kvindesyn ligger der til grund for at de tre unge mænd i fredags kunne blive frifundet for voldtægt?

Der er en udbredt opfattelse om at kvinder er forpligtet til aktivt at gøre noget for at undgå  at blive voldtaget.

Vi har til trods for at vi skriver 2016 en forældet skyld- og skamkultur i Danmark, som bevirker at den krænkede i voldtægtssager føle sig dobbeltkrænket, idet samfundet tillægger den krænkede en skyld og skam som ingen steder hører hjemme.

Hvor svært kan det være?

Valg af tøj signalerer IKKE noget om hvorvidt en person ønsker sex
Uanset køn har vi alle ret til at gå klædt som vi har lyst til, uden at det giver andre ret til at krænke én seksuelt, formode noget om personen, eller komme med tilråb – andres tøj giver dig ikke ret til at være en idiot!

Flirt er ikke en invitation til sex
Enhver har ret til at flirte, uden at det skal opfattes som et tilsagn om sex.

Nej er et nej, uanset hvornår i forløbet det gives
Uanset om I ligger og kæler nøgen på sengen, så er et nej et nej. Enhver har ret til at ændre mening, uanset hvor langt I er nået i at dyrke sex. Forsætter du efter der er sagt nej, så krænker du den anden person seksuelt.

Vær sikker på, at du har den andens accept
Er du det mindste i tvivl om hvorvidt den anden part er interesseret i at have sex med dig – så lad være!

Der skal to til at dyrke sex
Er den anden i en tilstand, hvor han eller hun ikke kan give sit samtykke til sex, eller ikke giver det af egen fri vilje – så lad være!

NEJ! Hun burde ikke havde vidst bedre!
Ingen burde vide bedre. Vi skal alle kunne færdes alene på gaden efter midnat, vi burde alle kunne dele en taxi hjem med en anden person, vi bør alle kunne sig ja til at tage med op til en kop kaffe – ingen, uanset køn, burde forvente at blive voldtaget, hverken af en fremmed, en bekendt, en ven eller en kæreste.

Er du i tvivl om hvornår der indvilges i sex, så kan denne lille film give et ret godt hint.

https://www.youtube.com/watch?v=fGoWLWS4-

Som en respons på fredagens dom vil der på torsdag være demonstrationer i Aarhus, Odense og København under sloganet #AldrigDinSkyldRetfærdighed for voldtægtsofre.

Demonstrationerne finder sted fra 17.00 til 18.30 – se evt mere på følgende link

http://reelligestilling.dk/demonstrationer-mod-voldtaegt-i-odense-aarhus-og-koebenhavn-torsdag/